Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Engagerede medborgere
Engagerede medborgere

Du er her: Home Temaplaner Udviklingsstrategi 8 pejlemærker Medborgerskab

Engageret medborgerskab

Det er et stærkt kendetegn ved Holbæk kommune at forældre engagerer sig i skoler og børnehaver, at pårørende og frivillige giver en hånd med på plejecenteret, og at borgere deltager i dialogen omkring den lokale udvikling. Det er engagerede medborgere, der gør en forskel.

Holbæk Byråd vil udvikle fællesskabet med borgerne frem for bare at være kommune for borgerne. Derfor skal Holbæk Kommune videreudvikle mulighederne for at være engageret medborger.

Byrådet vælger at fokusere indsatsen på følgende områder:

  • Bedre rammer for frivillige

  • Dialog mellem borgere og kommune

  • Styrke foreningslivet og de organiserede fællesskaber

 

Besøgsvenner  
På aktivitetscentret Stenhusbakken i Holbæk er en gruppe frivillige med til at skabe socialt samvær og hygge.
 
De frivillige arrangerer fx fredagscafé med kaffe, kage og gode snakke om livets små og store begivenheder.

Bedre rammer for frivillige

Holbæk Byråd vil give frivillige bedre mulighed for at være med til at løse de fælles udfordringer. Det frivillige engagement er noget andet end de kommunale kerneopgaver. Det frivillige engagement kan bidrage med nye perspektiver på den professionelle hverdag, bygge bro mellem yngre og ældre samt skabe bredt medejerskab til de kommunale institutioner.

Det vil vi gøre ved at:
  • Udvikle mulighed for at frivillige kan engagere sig på nye måder og nye områder.

  • Understøtte en organisationskultur, hvor der bliver inviteret til et samspil mellem frivillige og ansatte.

  • Anerkende og synliggøre det frivillige engagement.

  • Arbejde for gode fysiske rammer for frivillige og foreninger gennem de kommunale byggeprojekter.


Dialog mellem borgere og kommune

God dialog er nødvendig for at give borgerne mulighed for at tage medansvar for kommunen. Borgerne skal være med, både når hverdagens mange beslutninger skal træffes, og når retningen for kommunens langsigtede udvikling skal angives. Holbæk Kommune har en stærk tradition for lokaldemokrati. Den skal vi videreudvikle, så flere borgere får lyst til at deltage i dialogen om fremtidens kommune.

Det vil vi gøre ved at:
  • Inddrage flere borgere i dialogen med byrådet. Give borgerne flere forskellige muligheder for at påvirke de politiske beslutninger.
  • Styrke dialogen og kommunikationen mellem borgere og kommune om de konkrete velfærds- og myndighedsopgaver.

Styrke foreningslivet og de organiserede fællesskaber

Foreningerne har to vigtige roller i Holbæk Kommune. For det første er de udgangspunkt for et mangfoldigt kultur- og fritidsliv, hvor borgere i alle aldre kan udfolde sig. For det andet er foreningerne med til at sikre, at børn og voksne i svære livssituationer får mulighed for at være en del af sociale fællesskaber. Holbæk Kommune skal også i fremtiden have et velfungerende foreningsliv. Den kommunale organisation skal derfor understøtte og hjælpe ildsjælene i foreningerne ud fra deres behov.   

Det vil vi gøre ved at:
  • Styrke foreningslivet med tilbud om kompetenceudvikling af foreningsaktive og netværksdannelse mellem foreningerne.

  • Understøtte samspillet mellem foreningerne i forhold til den sociale indsats.

  • Sikre rammerne for det frivillige sociale arbejdes udviklingsmuligheder.


Jens Gregersen med frue  
Bonden Jens Gregersen fra Kundby var en af initiativtagerne til folkemøderne på Ulkestrup Mark syd for Mørkøv.
 
På folkemøderne i 1840’erne samledes tusinder for at argumentere for en fri forfatning og almene borgerrettigheder. Her ses han med sin kone Ane Sophie Toftegaard.

Baggrunden

Det er et stærkt kendetegn ved Holbæk kommune at forældre engagerer sig i skoler og børnehaver, at pårørende og frivillige giver en hånd med på plejecenteret, og at borgere deltager i dialogen omkring den lokale udvikling. Det er engagerede medborgere, der gør en forskel. Medborgerskab er at være en del af fællesskaber, der hvor man bor. Det er dialogen mellem borgere og politikere om, hvordan vi som samfund skal udvikle os. Medborgerskab er baseret på lysten og engagementet til at være med til noget, der er større end én selv.

Holbæk Kommune er et sted, hvor vi har tradition for at arbejde sammen om at udvikle fællesskaber med plads til alle. Vi kan alle være med til at sikre Holbæk Kommune som et godt sted at bo og vokse op. Engagerede og aktive medborgere er med til at skabe og styrke de lokale levevilkår.

Grundlaget for et stærkt lokaldemokrati er engagerede medborgere, der kan være med til at angive retningen for, hvor vi skal bevæge os hen. Et rigt foreningsliv kan skabe det, som den offentlige sektor ikke alene kan skabe: Samhørighed, engagement og samfundssind. Engagerede medborgere styrker den sociale sammenhængskraft. Det gælder både på tværs af aldersgrupper og på tværs af områder. Alle borger har ressourcer, der kan være til glæde og gavn for andre og sammen med andre.

Medborgerskab i Holbæk Kommune betyder, at borgerne er med til at diskutere kommunens udfordringer og er med til at skabe løsningerne. Det aktive medborgerskab ses også i foreningslivet, som skaber en levende kommune med kultur, idræt og samfundsengagement. Foreningslivet står dog i disse år over for store udfordringer. Få har lyst til at sidde i bestyrelserne eller udføre opgaver i foreningerne. Særligt de unge finder nye måder at være aktive på, som måske ikke passer til de traditionelle foreningsstrukturer. 

Hvis en borger har lyst og overskud til at give en hånd med i en børnehave eller på et bosted for psykisk syge, kan det være svært at komme til, sådan som vi har indrettet de kommunale institutioner i dag. Der er også et stort potentiale i at inddrage og engagere de ældre medborgere, da de har mange ressourcer - både tidsmæssigt og via erfaringer fra et langt liv.

Holbæk Byråd vil udvikle fællesskabet med borgerne frem for bare at være kommune for borgerne. Derfor skal Holbæk Kommune videreudvikle mulighederne for at være engageret medborger.


Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk