Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Udviklingsscenarier
Udviklingsscenarier

Du er her: Home Temaplaner Strategisk varmeplan Udviklingsscenarier

Hvis vi forsætter som vi plejer...

En fremskrivning af energiforbrug og CO2-udledningen frem mod 2035 viser, at kommunen vil komme et pænt skridt nærmere fossilfrihed med de initiativer, der allerede er taget, og den generelle udvikling i samfundet i øvrigt. Energirenoveringer fører til et lille fald i varmeforbruget, og oliefyr vil i høj grad blive skiftet til træpillefyr eller varmepumper, efterhånden som de bliver udtjent. Mørkøv får et supplement af flis i fjernvarmen, og Jyderup får solvarme. Desuden sker en jævn, men mindre stigning i tilslutningen til fjernvarme og naturgas, der hvor det er muligt.





Figur 1: Bygninger i Holbæk Kommune

Samlet set betyder den generelle udvikling, at der sker et kraftigt fald i brugen af fossile brændsler til opvarmning i Holbæk, og at CO2-emissionerne næsten halveres over de næste 20 år, idet elektriciteten over perioden også bliver mere og mere fossilfri. Fremskrivningen tager udgangspunkt i data fra Holbæk Kommune fra 2010 og 2013. I alt er der ca. 24.000 opvarmede bygninger i Holbæk Kommune, hvoraf ca. 10.000 er opvarmet via individuelle naturgasfyr. Der forventes kun en lille stigning i antallet af bygninger i kommunen i de kommende år – hovedsageligt i Holbæk by.


Figur 2: Brændselsforbrug fordelt på energikilder 2010 - 2035


Figur 3: Samlet udledning af drivhusgasser fra opvarmning
i Holbæk Kommune i CO2-ækvivalenter 2010-2035 – fordelt
på opvarmningsform i bygningerne.

Det, der står tilbage i 2035, er især forbruget af naturgas i fjernvarmen og de godt 10.000 bygninger i kommunen med individuelle naturgasfyr i naturgasbyerne og Holbæk by. Naturgasforbruget og brug af el og biomasse kunne reduceres væsentligt ved energirenoveringer. I referencen her er der regnet med et jævnt fald i energiforbruget til opvarmning på 0,5 % om året, svarende til 10 % fra 2015 til 2035.

Figur 4: Direkte udledning af drivhusgasser fra opvarmning
i Holbæk Kommune fordelt på byområder i CO2-ækvivalenter 2010-2035.


Scenarier – effekten af nye tiltag

Som et led i analysen af fremtidens varmesektor i Holbæk Kommune er der opstillet en energimodel for kommunen, og der er regnet på effekten af de tiltag, som har været diskuteret mest. Scenarierne giver et indtryk af effekten af tiltaget i forhold til den situation, der ellers ville være gældende, og ser på tiltagene hver for sig og samlet set.
De tiltag, som er illustreret, er:

Fjernvarme i Holbæk by

Introduktion af fjernvarme over en 5-årig periode fra 2020 i en del af Holbæk by, svarende til 18 % af varmebehovet. Fjernvarmen vil være baseret på vedvarende energi (flis eller varmepumper og solvarme).

Fremme af varmepumper i naturgasområder

Enten som erstatning for naturgasfyr eller som hybrid (naturgasfyr kombineret med varmepumpe), således at ca. 80 % af bygningsejerne med naturgasfyr ved naturlig udskiftning vælger en gashybrid-løsning.

Vedvarende energi i fjernvarmen

Øget vedvarende energi i fjernvarmen (solvarme og supplerende fliskedel i Jyderup samt solvarme i St. Merløse) og reduktion af varmetabet fra fjernvarmeledningerne.


Biogasproduktion i Holbæk Kommune

Vurdering af hvor meget opgraderet biogas til naturgasnettet vil kunne dække i fremtidens varmeforsyning.

De enkelte teknologier og tiltag, som indgår i scenarierne, er beskrevet dels i de specifikke afsnit senere i planen, dels i de mere detaljerede casebeskrivelser, som ligger som baggrundsdokumenter til rapporten.

Introduktion af fjernvarme i Holbæk by baseret på flis eller varmepumpe og solvarme vil have en markant indflydelse på det samlede forbrug af naturgas og dermed på CO2-udledningen i kommunen. Effekten af et øget brug af flis og solvarme i fjernvarmebyerne har derimod kun marginal indflydelse på udledningerne og det samlede gasforbrug (grafen er næsten sammenfaldende med referencen). Det skyldes, dels at den eksisterende fjernvarme i Holbæk Kommune kun udgør en lille del af den samlede varmesektor, dels at solvarme i St. Merløse vil erstatte CO2-neutral halm.

Biogasproduktionspotentialet i kommunen er opgjort til ca. 100 GWh per år. I det kombinerede scenarie med delvis fjernvarme i Holbæk by og massiv udskiftning til varmepumper eller hybridvarmepumper i naturgasområderne vil den opgraderede biogas kunne dække forbruget. Hvis der ikke gøres en indsats i naturgasområderne ud over øget fjernvarmedækning i Holbæk by, vil biogaspotentialet kun dække omkring en tredjedel af gasforbruget til opvarmning.


Figur 6: Illustration af effekten af tiltagene på det endelige forbrug af naturgas.



Figur 5: Illustration af effekten af enkelte tiltag hver for sig i forhold til referencen og et ”kombi” scenarie, hvor
den samlede effekt af tiltagene er vist.


Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk