Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
4 Orø
4 Orø Naturgeografi Kulturgeografi Rumlig analyse Delområder Landskabsvurdering Pdf af områdebeskrivelsen Næste

Du er her: Home Temaplaner Landskabsplan Find på liste 04 Orø

Strategi

Målsætning
Orøs fine dynamik mellem landbrug, sommmerhusområder og landsbyer bør bevares og styrkes. Bybjergs position som centralt beliggende landsbysamfund bør styrkes, her kan ske en byudvikling eksempelvis i form af etablering af nye boliger eller andre bymæssige faciliteter. Næsby bør bevares som kulturhistorisk helhed. 

Anbefalinger
Sommerhusområdernes grønne præg bør bevares og styrkes, ved etablering af ny beplantning som levende hegn og skovområder bør der tages hensyn til den eksisterende beplantningsstruktur på øen idet den har sin egen karakter. 

Gårdene er generelt små til mellemstore, med enkelte store iblandt, denne struktur bør bevares. Der er mange gårdsalg, gårdbutikker og -cafeer på Orø, især i somerhalvåret tilfører de øen en særlig dimension. Denne struktur bør bevares og styrkes. Større staldanlæg, siloer mv. skal kun placeres på øen, hvis det kan ske i respekt for den eksisterende struktur og de særlige udsigter.


Udsigt til Stensbjerg og Bybjerg kirke.


Landskabskarakter

Karaktergivende landskabselementer
Orø har karakter af at være et mindre øsamfund præget af det let bølgede landskab og landbrugsdriften. Flere steder på øen ses en tydelig tilknytning til fjorden, i form af gamle fiskerhuse og de to færgelejer. Der er en relativt sparsom beplantning på øen, dog er der flere unge skove, som med tiden vil fremstå som markante bevoksningselementer i landskabet. Der er flere steder en flot udsigt over øen og de modstående kyster.

Karaktergivende rumlige og visuelle forhold
De mange levende hegn og bevoksede diger fremstår som markante elementer på øen. Den syd- og østlige del af øen opleves mere intim end den vestlige del af øen. Intimiteten opstår som følge af et mere bakket terræn og nærheden til de modstående kyster.

De mange kystskrænter skaber oplevelsesrige rum ved kysten. Der er stor variation i udsigten fra hele øens kyststrækning, hvilket også er medvirkende til at skabe forskellige oplevelser.

Afgrænsning
Området er en helhed i sig selv, da det er en ø. 

Nøglekarakteristika
Landbrug, enkeltrækkede levende hegn, bevoksede diger og småplantninger med gran- og fyrretræer, kyststrækningen.


Beliggenhed

Området er en ø, beliggende i Lammefjorden mellem Tuse Næs og Hornsherred, nordøst for Holbæk by. Området grænser ikke direkte op til andre områder.

Området har en udstrækning på ca. 15 km2.

Begrundelse for udvælgelse
Området er en ø og fremstår som en ensartet helhed med landbrug, kyst og en stor koncentration af sommerhuse.


Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk