Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Områdeudpegninger
Indledning Geologi Hydrogeologi Nitrat Øvrige forureningstrusler Områdeudpegninger

Du er her: Home Temaplaner Indsatsplaner Skabelon Indsatsplan_skabelon Grundvandskortlægningen Områdeudpegninger

Udpegning af OSD, NFI og IO

Som en del af afslutningen af kortlægningen er der foretaget en revision af områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) og der er udpeget indsatsområder mht. nitrat. 

De nitratfølsomme indvindingsområder og indsatsområderne mht. nitrat er senere revideret af staten, og det er en seneste revision, der vises på OSD-kortet og IO-kortet.

For at bringe sprogbrugen i kortlægningen i fuld overensstemmelse med ordlyden i vandforsyningsloven benævnes indsatsområder mht. nitrat generelt nu blot som indsatsområder (IO) jf. "Vejledning om indsatsplaner" som findes her.

Ændringen har ingen betydning for udpegnings­grundlaget eller fremgangsmåden ved udpegningen, og ændringen er også implementeret i denne indsatsplan.


OSD

Den omfattende grundvandskortlægning på Orø har betydet, at der er tilvejebragt så meget ny viden, at staten har fundet det relevant at revidere områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) på øen. OSD udpegningen fremgår af kortet nedenfor. 

I forbindelse med revisionen af OSD er der taget udgangspunkt i de grundvandsdannende oplande til de almene vandværker på Orø. Da det er her grundvandet dannes, er det vigtigt, at der netop her tages hensyn til grundvandet. Der er ved revisionen af OSD også taget hensyn til den fremtidige indvinding, så den også er sikret bedst muligt. 

OSD-områderne på Orø er revideret så de omfatter de grundvands­dannende oplande til almene vandforsyninger tillagt en 300 m buffer. På den måde er der rum for en eventuel udvidelse eller justering af indvindingen på vandværkerne. En øget indvinding vil efter al sandsynlighed ikke medføre forstørrede grundvands­dannende oplande ud over den foreslåede 300 m bufferzone, og der er også mulighed for etablering af erstatnings­boringer tæt på de eksisterende boringer.

Der er ikke beregnet et grundvands­dannende opland for Skolehjemmet Orøstrand Vandværk (den vestligste boring på kortet), men da indvindingen her stadig er væsentlig, udpeges et OSD-område svarende til en 300 m zone om vandværkets indvindings­boring. Denne zone omfatter hele det grundvands­dannende opland til vandværkets boring.

Inden for områder med særlige drikkevands­interesser fastlægger vandplanerne retningslinjer for de overflade­aktiviteter, der kan tillades. Der må f.eks. som udgangspunkt ikke etableres særligt grundvandstruende virksomheder og ved etablering af virksomheder, der kan medføre en risiko for grundvandet, skal der træffes særlige forholdsregler for at undgå dette.

Byudvikling i OSD er som udgangspunkt heller ikke ønskeligt, men kan dog tillades såfremt byudviklingen ikke indebærer en væsentlig risiko for forurening af grundvandet.


NFI

Som en del af grundvands­kortlægningen på Orø er der udpeget nitrat­følsomme indvindings­områder (NFI).  De nitrat­følsomme indvindings­områder er udpeget på baggrund af viden om lertykkelse, grundvands­kemiske forhold og trykforholdene i grundvands­magasinerne.

På Orø er de nitrat­følsomme indvindings­områder sammenfaldende med OSD. Det skyldes, at de naturgivne forhold på øen betinger at hele øen i princippet burde udpeges som nitratfølsomt indvindings­område, men da der kun kan udpeges NFI inden for OSD og indvindings­oplande uden for OSD er det kun muligt at udpege en begrænset del af øen som NFI.

Inden for NFI har kommunen pligt til at fastlægge vilkår i forhold til nitratudvaskning i forbindelse med sagsbehandling efter husdyrgodkendelses­bekendtgørelsen (BEK nr. 1280 af 8. november 2013). Bekendtgørelsen findes her.

Inden for NFI tillader kommunen som hovedregel ikke etablering af fælles nedsivningsanlæg eller tæt nedsivning for flere end 30 PE. For mindre anlæg under 30 PE gælder at kommunen ikke tillader etablering af nye nedsivnings­anlæg i nitratfølsomme indvindings­områder på Orø.

Udsigt mod vest fra Stensbjerg.


IO

Inden for de nitratfølsomme indvindings­områder har Naturstyrelsen udpeget indsatsområder med hensyn til nitrat. I disse områder er en særlig indsats over for nitrat nødvendig. 

Som skrevet øverst i fanen anvendes nu betegnelsen indsats­områder (IO) frem for indsats­områder mht. nitrat.

På Orø er udpegningen af indsats­områder næsten sammen­faldende med udpegningen af de nitrat­følsomme indvindings­områder. Enkelte steder er NFI ikke samtidigt udpeget som indsats­område. Det drejer sig bl.a. om det nordlige kystområde på den vestlige del af Orø, et område nordøst for Bybjerg, samt flere små områder i randen af det vestlige OSD. Det er områder med beskyttede naturtyper, der ikke er udpeget. Udpegningen ses på kortet til højre. 

Inden for IO og NFI har kommunen mulighed for at regulere nitrat­belastningen på to måder:

  • Der kan ved udvidelser af eksisterende husdyr­produktion stilles krav om lavere total nitrat­belastning fra produktionen, hvis dette er anført som retnings­linje i indsatsplanen. Reguleringen er ikke erstatnings­pligtig.
  • Kommunen kan også stille krav om nedbringelse eller ophør af nitrat­belastende aktiviteter, hvis der er vedtaget en indsatsplan for det pågældende IO. Hvis der ikke kan opnås frivillige aftaler herom kan kommunen meddele påbud efter Miljø­beskyttelsesloven mod fuld erstatning.


Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk